Tajumulco

”Hej Mikkel! Lars, Pernille og jeg har snakket om at bestige det højeste punkt i Central Amerika i den kommende weekend. Er det noget i tre drenge har lyst til også?”
Sådan lød det sidste lørdag, da en meget impulsiv idé pludselig blev til virkelighed.
Lars havde i længere tid gået med tanken om at bestige Tajumulco, og da han foreslog det for Pernille og jeg, var vi hurtige til at springe med på ideen.
I løbet af ugen fik vi arrangeret med drengene i Xela, Per, Morten og Mikkel, hvornår og hvordan det skulle foregå, og sidst på ugen fik vi beskeden om at de to sidste danske volontører, Simone og Marie, også ville med. Så nu var vi pludselig otte om at bestige det højeste punkt ikke bare i Guatemala, men i hele Central Amerika.

Alt vi havde fået af vide om turen derop, var at det ville blive koldt om natten, så vi skulle tage sovepose med.
Med denne ene besked drog vi med gå på mod til Xela, hvor vi mødtes med de andre og fik købt proviant til turen. Toast brød, Frijoles, Nachos og Cupnoodles. Samt en masse kiks og chokolade.

Klokken 6.00 fredag morgen, var vi alle otte, samt vores guide Josue klar til at drage fra Xela, og efter godt 2 ½ time i Guatemalas stop fyldte busser, stod vi for enden af Tajumulco og kunne se op på toppen, 4220 meter over havets overflade.
Toppen virkede uoverskueligt langt væk og opstigningen stejl, men stadig ved godt mod begav vi os af sted.
Allerede efter 30 min. måtte vi gøre det første hvil, og set i bakspejlet må vores guide allerede her have tænkt. ”Det her bliver en ualmindelig lang tur”. Og det blev det også. Normalt tager turen derop 4 til 5 timer. Vi gjorde det på lidt under 6 timer, for pause skulle der til.

Med næsten konstante stigninger, op ad bjergede og svært fremkommelige veje, blev åndedrættene hurtigere, og der blev gispet efter den tynde luft. Samtidig begyndte benene at syre godt til, og tempoet blev meget naturligt sat ned, så der var tid til at stoppe op efter hver fem meters opstigning for at sunde sig.Sådan fortsatte vi i godt fem timer, hvorefter den sjette og værste time kom. På det sidste lange stykke mod toppen, skulle vi klatre op ad en næsten lodret stigning, nok omkring de 60 grader. Så vi måtte trække vores tunge tasker, og os selv op ad bjergvæggen, og med hjælp fra det lange græs omkring os, lykkedes det os alle at nå toppen af Central Amerika.
Efter at have kæmpet med hinanden og os selv, var det en sejr endelig at være oppe, og det virkede samtidigt ubegribeligt at det var lykkedes os.
Der var flere gange på vejen op, hvor jeg havde mine tvivl om jeg kunne nå toppen eller ville dø i forsøget.

Vi fik hurtigt slået telte op, for derefter at kaste os over middagsmaden, der på dette tidspunkt var veltiltrængt. Toastbrød med pålæg, tomater og salat. Aldrig har en sandwich smagt bedre.
Resten af dagen gik med at få vejret tilbage, komme sig over den hårde opstigning, tage billeder af udsigten, synge lejrsange, finde brænde og ikke mindst forsøge at holde varmen.
Det sidste lykkedes rigtigt dårligt, og da solen gik ned, kom kulden for alvor.
Det blev ikke meget bedre af, at det ikke lykkedes os, at få gang i et bål, så vi måtte spise vores ”Cupnoodles” med lunkent vand eller tørre.

Udmattede og forfrosne gik vi direkte herefter i seng, for at få lidt søvn inden vi igen skulle tidligt op for at se solopgangen.
Men som sagt var det koldt, og det blev ikke varmere i løbet af natten. Lige så stille og roligt isede teltdugene til, og vi med.
Så der lå vi, på toppen af Central Amerika med klaprende tænder og drømte os til varme, mens vi forsøgte at varme hinanden. Det blev den længste nat nogensinde, og for at gøre det hele lidt værre var det en utrolig blæsende nat, så ved hvert et vindpust fik vi kastet rimfrost i ansigterne. Ét af vore telte stod endda så udsat, så det langsomt rykkede sig mod afsatsen 50 meget længere fremme, og dette vel og mærke mens tre mennesker med bagage lå i teltet. Så der måtte lidt om rokering til for at finde et sted med mere læ.

Efter en nat i helvede krøb vi kolde ud af vore telte og blev ramt af en kold morgenbrise, der næsten slog os tilbage ind i teltene.
Jeg fik mig dog kæmpet op på benene og satte kursen mod toppen af vulkanen for at se krateret og ikke mindst solopgangen. Efter en åndedrætsbesværet tur opad nåede jeg toppen, og hvilket syn der her mødte mig. Sjældent har jeg set noget så smukt. Hele verden var indhyllet i et stort tæppe af vide skyer og i horisonten kunne jeg ane solens første stråler der sagde ”Godmorgen, velkommen til endnu en vidunderlig dag.”
Pludselig var alle anstrengelserne op ad bjerget og den hårde nat det hele værd, og man følte sig mere i live end nogensinde før samtidig med at man var utroligt dødelig som man stod der på toppen af en flere tusind eller millioner år gammel vulkan, og selv kun havde sine tyve år at gøre godt med.

At nå toppen af Central Amerika må være et godt definitivt punktum at sætte for min rejse til Guatemala for denne gang, dog med visheden om at jeg en dag vender tilbage.

This slideshow requires JavaScript.

SAN CRISTÓBAL, BABY!

72 timer i Mexico. Det var alt vi skulle bruge for at få de gyldne 90 dages visum til Guatemala, og dermed få lov at blive i landet.
På 72 timer kan der nå at ske mange ting, samt slet ingenting.
Vi havde tid til at fare vild efter tre minutter i Mexico og komme to timer for sent til San Cristóbal. Der var tid til besøg i en Zapatist landsby, hvor alle rendte rundt med elefanthuer selvom det var stegende varmt. Og så blev det tid til en omgang hjerterfri.
Vi havde lov til at tage i byen, og feste hele natten, for i San Cristóbal fester man til den lyse morgen. Den efterfølgende dag stod på søvn, at stå op, spille hjerterfri, spise, for derefter at tage hjem og sove lidt mere.
Der var tid til at stoppe to toiletter. På to forskellige værelser, men på samme hotel.
Der var tid til mandehørm og passende dårlig skandinavisk humor.
Der var tid til at købe julegaver, cowboyhatte, halstørklæder og matchende all stars.
Vi drak rødvin og øl i massevis og spiste en masse usund kage og pizza.
Og så blev det tid til at tage hjem efter et sidste spil hjerterfri.

Selv den værste dag ender altid godt

Selv på en dag hvor ingen elever møder op til timerne om formiddagen, og hvor opmærksomheden fra børnene i familien bliver lidt for meget, og man mest af alt har lyst til at kaste håndklædet i ringen, og ringe til organisationen PEILE og fortælle hvor dårligt arrangeret det er, at man er udsendt til en landsby hvor skolen er ferielukket og hvor byggeprojektet af den nye skole endnu ikke er påbegyndt, så ender jeg altid med at gå veltilfreds i seng.

Formiddagene kan være lange, og der er ikke altid nok vasketøj at vaske eller ting at rydde op til at udfylde alle timerne. Man føler sig frustrerende inaktiv som volontør.

Heldigvis er eftermiddagene helt anderledes fyldte. Flere og flere børn og unge dukker op til timerne om eftermiddagen. Selv de helt små der endnu ikke har lært at stave deres eget navn.
Det må siges at være en succes, der fungerer godt for især børnene, der kan arbejde i kaffeplantagerne om formiddagen og tage i skole om eftermiddagen.
Så nytter det hele alligevel. Sokkedukker, plancher, pindedukker og sanglege bliver brugt i en lind strøm, og børnene er helt med. Selv de unge teenagere kan bruge flere dage på at farvelægge plancher med engelske fraser. De gør sig virkelig umage.

Timerne slutter vanligt vis af med et ”Goodbye, I will see you tommorow” og en god gang fodbold i gummistøvler og bare tæer på en knoldet fodboldbane af jord og sten.
Det er svært at bevare pessimisten særligt længe ad gangen her i junglen.

This slideshow requires JavaScript.

Indslag fra køkkenet

”Come su coldiflor”

Ja selv i junglen er børn kræsne og vil ikke spise blomkål. Jeg havde ikke troet at det kunne skabe glæde, at se kræsne børn, men det er en befrielse at der er plads til det.

 

Estamos tortienda”

”No hombre! Estamos tortienda!”. Udbryder Guiselli, og skubber Anderson væk fra ildstedet. Vi står alle omkring ilden. Guiselli, Elissa, Paulina og jeg, for det er tid til aftensmad, og hertil hører selvfølgelig tortillas. Tortillas som jeg er kommet til at holde så meget af. Jeg har efterhånden fået et bedre tag på majsmassen, og har endnu ikke tabt noget på jordgulvet, denne gang.

 

Pandekager

”Tortillas a la Dinamarca”: Den store røde vaskebalje er fundet frem, og jeg er klar til at påbegynde dagens ret. Der er malket køer, købt mel  og massevis af æg,, og sukker er der altid. Det er tid til pandekager. Alle kigger interesseret mens jeg efter hukommelse og gefüle får skabt en dejmasse. ”Tortilla de harina” visker de til hinanden. Ja de har jo ret, det er som sådan tortillas af hvede. Den eneste forskel er dejens konsistens og måden den tilberedes. På pande, eller direkte på komfur. Min metode tager noget længere tid.

 

Grøntsager

Grøntsager. Ja tak! Hvem sagde at der kun blev spist bønner og ris i Guatemala. Hvem end det var, måske var det mig selv, så tager de fejl. Her er skam varieret kost, der har overgået alle mine forventninger. Salater med tomat, løg, hvidkål, radiser, agurk og salat. Kun de velkendte tortillas går igen ved alle måltider. Vi glemmer midlertidigt at det altid frarådes at spise rå grøntsager, og de er jo også skyllet. I lokalt vand.

This slideshow requires JavaScript.

Min første kurv mandariner

Kurven er godt fyldt af saftige og lækre mandariner og limes.
Vi har været af sted godt en time, Guiselli, Elisa, Eraldo og jeg. De har klatret i træer og jeg har samlet op nedenfor. Jeg prøvede én gang at klatre op, men grenen under mig knækkede, og jeg endte i stedet i et jordhul. Jeg husker pludseligt hvorfor jeg har så få barndomsminder med mig i træer.

Da kurven er fyldt begiver vi os atter tilbage til huset. Guiselli beder mig hjælpe hende med at løfte kurven op på hendes hoved. Jeg kigger skeptisk på hende og derefter på kurven. Hvorefter jeg udstøder. ”No! No es possible”. Guiselli griner lidt og nikker så overbærende. Hun havde ret. Af sted stavrer den lille pige, med en kurv der er dobbelt så stor som hendes hoved, på hovedet.

Der går ikke mere end 30 sek. før jeg tager kurven fra hende, og placerer den på mit eget hoved. Hvis hun kan så kan jeg bestemt også! Mit hoved er trods alt på størrelse med kurven.
Af sted vandrer jeg og en flok grinende børn. Aldrig har den kurv fløjet så højt.
Selvom vi kun går fem minutter, kan jeg mærke presset på skallen, og jeg forstår pludselig hvorfor de alle er så lave her. Det er umuligt at vokse opad, når der står en tung kurv og presser nedad på ens hoved.

Når skolen er forbi

Der er nu gået godt halvanden uge, siden jeg fik den forskrækkende nyhed.
”Ja i morgen er jo sidste skoledag dette år”.
Tankerne og bekymringerne fløj straks igennem mit hoved, for jeg havde jo regnet med at skolen her i Aca Florida skulle være min base og det var her jeg virkelig skulle sætte ind med engelsk undervisning.

Da Guatemala heldigvis er et noget ukompliceret land, til tider, fik jeg blot overdraget nøglen til et af de fire små klasseværelser.
I frygt for at hele ideen med engelskundervisningen ville løbe ud i sandet, fik jeg hurtigt meddelt at der allerede dagen efter var timer for alle.

Dagen efter troppede jeg troligt op ved skolen, til trods for regn og mudrede veje. Da jeg kom til skolen stod én lille druknet elev og ventede. Det var ikke helt hvad jeg havde håbet på, men nu da han var dukket op, skulle han da ikke snydes for undervisning.
Jeg fik så småt skrevet lidt op på tavlen. Alfabetet blev det til. Mens jeg skrev, kunne jeg høre flere og flere elever komme ind i klasseværelset. Strømmen af børn fortsatte en time. Hele tiden kom der et par dumpende. Omkring klokken 9 kunne jeg tage et kig ud over 25 børn, der sad klar på kanten af stolene med blyant og papir.
Som jeg stille og roligt begyndte at udtale det engelske alfabet, fulgte de alle med og gentog hvad jeg sagde, så godt de kunne. Alle syntes de at være utroligt interesserede i det nye sprog. ”USA’s sprog”. USA – landet hvor det flyder med mælk og honning og hvor man kan tjene mange penge og få et bedre liv, og hvor de alle gerne vil ende.
Jeg kan ikke bebrejde dem. Særlig meget. Folk her er fattige, og det er svært at arbejde sig opad i et samfund hvor arbejde og uddannelse ikke er for alle. Hvor landbrug er det største erhverv, og i Guatemala bliver man ikke rig af landbrug.
Det er som sådan et universalt menneskeligt fænomen at ville mere og skabe mere. Nogen gør det af lyst, og andre af nød.

Uanset hvad min undervisning bliver brugt til i fremtiden, så er jeg motiveret til at få dette op at køre. De her børn fortjener det.

De her dejlige, glade, beskidte, veltilpasse børn. Det er til tider svært at se forskellen mellem børn i Guatemala og børn i Danmark. Børn er børn i hele verden. De griner, leger, græder, slås og drømmer.

De har det dejligt her. Børn, kvinder og mænd. Her er sammenhold, tid og liv.
De lever et hårdt liv, men er det ensbetydende med et dårligt liv?
Måske jeg er ved at blive blind for problemer, eller så er jeg ved at indse, at det jeg troede var et problem, ikke nødvendigvis er det.

This slideshow requires JavaScript.

REGNEN REGNER OPPE PÅ TAGET

Det pisker ned udenfor og regnen slår hårdt mod bliktaget over mig.
Vi er bogstavelig talt regnet inde, og det drypper ind gennem revner og sprækker!

Vejene udenfor er blevet til farlige vandrutsjebaner uden afspærringer, og da vejene i de Guatemalanske bjerge, i forvejen ikke er gode, er det decideret uforsvarligt at bevæge sig af sted på disse efter en hel nats regn.
Nogle våger det dog alligevel. Mest af nødvendighed end lyst.

Som volontør er jeg blevet tilrådet at blive i Pensamiento dagen og natten over, da vejene til Aca Florida er ufremkommelige.
Helt så heldige er alle ikke. Hulda, min guatemalanske ven og kollega, er nødt til at trodse regnen og alle forbud, for arbejdet kalder. Så hun har begivet sig ud på en hæsblæsende køretur mod Aca Florida.
Hun har ikke, ligesom Jeg, mulighed for at tage dagen fri.
Så her sidder jeg, i en dejlig lun seng. Lytter til musik og skriver lidt. Fast besluttet på at dagen skal bruges konstruktivt til at udarbejde nogle ideer og projekter til skolen i Aca Florida, nu da naturens kræfter har afskåret mig fysisk fra den.